Velkommen

Club Danois har til formål at virke som et socialt og kulturelt bindeled, primært mellem danskere med bopæl, feriebolig eller anden tilknytning til Frankrig.

Som medlem kan optages ethvert firma eller person uanset nationalitet, der har interesse i foreningens virke.

Foreningen blev stiftet i 1966 af en række danskere bosat i Sydfrankrig. Siden da er foreningen vokset betydeligt i både medlemstal og i antallet og typen af aktiviteter.  Gennem mange år tog alle aktiviteter udgangspunkt i Sydfrankrig, men foreningen har i dag også et antal spændende arrangementer i Danmark.

 

Foreningens medlemmer udgøres i dag af en fin blanding af danskere, der er eller har været fastboende i Frankrig,  samt danskere med feriebolig i Frankrig. De medlemmer, der bor i Frankrig, bor hovedsageligt i departementerne Var og Alpes-Maritimes.

Takket være en stor gruppe ”ildsjæle” blandt foreningens medlemmer, gennemføres der hvert år ca. 60 arrangementer for medlemmer og gæster. Der er noget for enhver smag: Vandreture, byrundture med fortælling om historie og bygninger, foredrag om kultur og kunst, bouleturneringer, vinsmagning. På sportsområdet er der aktiviteter inden for bowling, ski, petanque mv.

Club Danois udgiver 4 gange om året et medlemsblad ”Club Danois”, som indeholder et bredt udvalg af artikler om forhold af interesse for foreningens medlemmer.

På foreningens hjemmeside findes en oversigt over medlemsfordele, rabataftaler, den kommende tids planlagte arrangementer, nyttige adresser og artikler, diverse ”tips og links” mm.

Foreningen ledes af en bestyrelse på 6-8 medlemmer. Foreningen er upolitisk og beskæftiger sig ikke med rådgivningsvirksomhed, men henviser via hjemmesiden til specialister inden for diverse områder.

Club Danois har i årenes løb været det forum, hvor danskere i Sydfrankrig er mødtes og har etableret netværk og vennekreds. Så skulle du have lyst til at deltage i foreningens arrangementer og lære nye mennesker at kende, så klik ind på fanebladet ”Medlemskab” og følg anvisningerne. Det er ganske let.

Vi glæder os til at møde dig.

0
    0
    Kurv
    Kurven er tom