|
Kære medlemmer

I sidste uge kom julegaven, nogle af os har ventet spændt på. Frankrig ratificerede endelig d. 13. december 2023 kl. 15.07 den nye fransk-danske dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO). Aftalen blev færdigforhandlet i februar 2022 og ratificeret af Danmark tidligere i år. Nu, hvor Frankrig har ratificeret aftalen, kan den træde i kraft pr. 1. januar 2024.
De primære vindere ved den nye aftale er det danske erhvervsliv, som nu kan løse de gener, der har været i forbindelse med den manglende dobbeltbeskatningsoverenskomst. Men fordi der nu er en aftale, kan man planlægge sit franske otium uden overraskelser.
Der er ingen ændringer for pensionister, der var flyttet til Frankrig og allerede modtog pensionsudbetalinger fra Danmark, inden den gamle aftale blev ophævet.
For jer, der allerede bor i Frankrig, men ikke nyder godt af de gamle regler og for jer, der påtænker at flytte til Frankrig og modtage jeres pension fra Danmark, skal der betales skat i begge lande, men med nedslag for den franske skat i den danske skat, så man reelt betaler den højeste af de to landes skattetakster men uden egentlig dobbeltbeskatning.
Personer, der bor i Danmark og ejer en eller flere boliger i Frankrig, vil ikke opleve nogen større ændring, da man ikke kommer tilbage til ”de gode gamle dage”. Man skal stadig betale formueskat, hvis man har ejendomme, der overstiger et vist beløb, og fransk ejendomsavanceskat ved salg. Den eneste ændring, man vil opleve, er, at lejeindtægter af den franske bolig fremover kun beskattes i Frankrig og ikke i begge lande.
Der er udarbejdet en mindre artikel, der kommer i marts-nummeret af Le Magazine du Club Danois. Har man spørgsmål eller brug for hjælp, henviser vi til, at man kontakter en advokat, der er specialiseret i at rådgive om at have bolig i Frankrig.
Glædelig jul.
Vanessa Balsby, redaktør for Le Magazine du Club Danois
Redaktoer@club-danois.com
Med venlig hilsen
Nick Worm formand@club-danois.com Tel: +33 6 1934 6697 |